Buddy’s Choice · Landing Page

For en måned siden kløede Ellie sig, til hun fik sår. Nu nyder hun bare det gode vejr, som om det aldrig var sket. Se hvad vi gjorde herunder 👇

Stop med at købe endnu et allergivenligt foder til din hund, der klør sig. Jeg spildte måneder og alt for mange penge, før en veninde fortalte mig, hvad problemet i virkeligheden var… Ellie kløede sig helt vildt. Hun rystede på hovedet. Hun slikkede sine poter. Igen og igen og igen. Det var så slemt, at hun var begyndt at få de her små sår over det hele. Bare af kløen. Steder hvor pelsen var slidt væk, fordi hun ikke kunne lade være. Og det værste var om natten. Jeg lå i sengen og hørte det. Den der lyd. Slikken, slikken, slikken mod poterne. Så rystede hun på hovedet, så hendes øreflipper klaskede. Og jeg vågnede. Flere gange hver nat. Jeg lå bare der i mørket og kunne mærke, at hun var generet. At hun ikke havde det godt. Og at der ikke var noget, jeg kunne gøre. Ingen af os fik søvn. Ikke hende. Ikke mig. Så jeg gjorde det, enhver hundeejer gør. Jeg prøvede alt. Jeg købte allergivenligt foder. Det hjalp ikke. Jeg købte allergivenlig shampoo. Det hjalp heller ikke. Jeg var tur efter tur til dyrlægen. Og hver gang kørte jeg hjem med en ny ting at prøve, og hver gang endte vi det samme sted. Hun kløede. Jeg lå vågen. Og langsomt begyndte den følelse at snige sig ind. Ved du hvad jeg mener? Følelsen af, at det bare var sådan, det var. At det bare var noget, jeg måtte lære at leve med. At det var min hund, og det her fulgte med. Jeg havde nærmest opgivet. Så var det, at nogle af vores venner, som også har hunde, sad hjemme hos os en aften. Og en af dem spurgte helt roligt: "Har I nogensinde tænkt over, om det kunne hænge sammen med tarmen?" Tarmen. Jeg kiggede bare på hende. Det havde jeg seriøst aldrig hørt før. Hvad skulle Ellies tarm have med hendes poter at gøre? Men hun forklarede det. At så meget starter derinde. At kløen tit ikke handler om det, du putter PÅ hunden, men om det, der foregår indeni. Og noget ved det gav bare mening for mig. For jeg havde prøvet alt det udvendige. Foder. Shampoo. Cremer. Intet af det havde rørt problemet. Hun anbefalede de her probiotika godbider. Og jeg tænkte, ærligt talt, at jeg jo ikke havde noget at tabe. Jeg havde prøvet alt andet. Så hvorfor ikke. Det bedste er, at Ellie bare tror, hun får en godbid. Hun elsker dem. Hun kommer løbende, når hun hører posen. Så jeg skal ikke kæmpe eller gemme en pille i en klump leverpostej. Jeg giver hende bare én om dagen, og hun er glad. Og så gik der noget tid. Jeg lagde ikke mærke til det med det samme. Det skete stille. Men en aften sad jeg i sofaen, og det gik op for mig, at jeg ikke havde hørt den lyd i flere dage. Slikken mod poterne. Den var der ikke. Hun klør sig ikke, som hun gjorde før. Hun slikker ikke på sine poter hele dagen. Hun ryster ikke konstant på hovedet. Hun virker bare meget mere tilpas. Som om hun endelig kan slappe af i sin egen krop. Det lyder måske mærkeligt. Sådan en lille ting. En godbid. Men for os har det gjort en kæmpe forskel. Vi sover begge to om natten nu. Jeg vågner ikke længere ved den lyd. Og jeg går ikke længere rundt med den der klump i maven, hvor jeg har ondt af hende og ikke ved, hvad jeg skal gøre. Jeg ville virkelig ønske, at nogen havde fortalt mig det noget før. At der var en sammenhæng mellem tarmen og kløen. Det kunne have sparet os for så mange bekymringer. Så mange søvnløse nætter. Så mange måneder, hvor jeg troede, jeg svigtede hende. Men det ved jeg nu. Og om aftenen ligger hun bare der ved siden af mig. Helt rolig. Helt tæt. Endelig i fred. Ellie får dem hver dag nu, og jeg fortryder kun, at vi ikke fandt dem noget før. Du kan prøve godbidderne til din egen hund på linket herunder!!

Stop med at købe endnu et allergivenligt foder til din hund, der klør sig. Jeg spildte måneder og alt for mange penge, før en veninde fortalte mig, hvad problemet i virkeligheden var… Ellie kløede sig helt vildt. Hun rystede på hovedet. Hun slikkede sine poter. Igen og igen og igen. Det var så slemt, at hun var begyndt at få de her små sår over det hele. Bare af kløen. Steder hvor pelsen var slidt væk, fordi hun ikke kunne lade være. Og det værste var om natten. Jeg lå i sengen og hørte det. Den der lyd. Slikken, slikken, slikken mod poterne. Så rystede hun på hovedet, så hendes øreflipper klaskede. Og jeg vågnede. Flere gange hver nat. Jeg lå bare der i mørket og kunne mærke, at hun var generet. At hun ikke havde det godt. Og at der ikke var noget, jeg kunne gøre. Ingen af os fik søvn. Ikke hende. Ikke mig. Så jeg gjorde det, enhver hundeejer gør. Jeg prøvede alt. Jeg købte allergivenligt foder. Det hjalp ikke. Jeg købte allergivenlig shampoo. Det hjalp heller ikke. Jeg var tur efter tur til dyrlægen. Og hver gang kørte jeg hjem med en ny ting at prøve, og hver gang endte vi det samme sted. Hun kløede. Jeg lå vågen. Og langsomt begyndte den følelse at snige sig ind. Ved du hvad jeg mener? Følelsen af, at det bare var sådan, det var. At det bare var noget, jeg måtte lære at leve med. At det var min hund, og det her fulgte med. Jeg havde nærmest opgivet. Så var det, at nogle af vores venner, som også har hunde, sad hjemme hos os en aften. Og en af dem spurgte helt roligt: "Har I nogensinde tænkt over, om det kunne hænge sammen med tarmen?" Tarmen. Jeg kiggede bare på hende. Det havde jeg seriøst aldrig hørt før. Hvad skulle Ellies tarm have med hendes poter at gøre? Men hun forklarede det. At så meget starter derinde. At kløen tit ikke handler om det, du putter PÅ hunden, men om det, der foregår indeni. Og noget ved det gav bare mening for mig. For jeg havde prøvet alt det udvendige. Foder. Shampoo. Cremer. Intet af det havde rørt problemet. Hun anbefalede de her probiotika godbider. Og jeg tænkte, ærligt talt, at jeg jo ikke havde noget at tabe. Jeg havde prøvet alt andet. Så hvorfor ikke. Det bedste er, at Ellie bare tror, hun får en godbid. Hun elsker dem. Hun kommer løbende, når hun hører posen. Så jeg skal ikke kæmpe eller gemme en pille i en klump leverpostej. Jeg giver hende bare én om dagen, og hun er glad. Og så gik der noget tid. Jeg lagde ikke mærke til det med det samme. Det skete stille. Men en aften sad jeg i sofaen, og det gik op for mig, at jeg ikke havde hørt den lyd i flere dage. Slikken mod poterne. Den var der ikke. Hun klør sig ikke, som hun gjorde før. Hun slikker ikke på sine poter hele dagen. Hun ryster ikke konstant på hovedet. Hun virker bare meget mere tilpas. Som om hun endelig kan slappe af i sin egen krop. Det lyder måske mærkeligt. Sådan en lille ting. En godbid. Men for os har det gjort en kæmpe forskel. Vi sover begge to om natten nu. Jeg vågner ikke længere ved den lyd. Og jeg går ikke længere rundt med den der klump i maven, hvor jeg har ondt af hende og ikke ved, hvad jeg skal gøre. Jeg ville virkelig ønske, at nogen havde fortalt mig det noget før. At der var en sammenhæng mellem tarmen og kløen. Det kunne have sparet os for så mange bekymringer. Så mange søvnløse nætter. Så mange måneder, hvor jeg troede, jeg svigtede hende. Men det ved jeg nu. Og om aftenen ligger hun bare der ved siden af mig. Helt rolig. Helt tæt. Endelig i fred. Ellie får dem hver dag nu, og jeg fortryder kun, at vi ikke fandt dem noget før. Du kan prøve godbidderne til din egen hund på linket herunder!!

For en måned siden kløede Ellie sig, til hun fik sår. Nu nyder hun bare det gode vejr, som om det aldrig var sket. Se hvad vi gjorde herunder 👇